Tino Sehgal arbejder med sang, dans og tale i sine kunstværker, som nok bedst beskrives som ’situationer’. Et eksempel: Du træder ind i et tomt udstillingsrum på en kunsthal, hvorefter tre vagter straks rejser sig fra deres stole og hopper rundt i cirkler, med viftende arme og siger højt, ”This is so contemporary, contemporary, contemporary!” Herefter siger en af dem, ”Tino Sehgal”, en anden siger ”2003” og til slut alle tre i kor ”courtesy Galerie Mot”. Hvorefter de alle tre sætter de sig ned på deres stole igen uden at fortrække en mine. Det er en temmelig bizar situation at være vidne til, når man forventer at finde en skulptur, en video eller et maleri.
Sehgals værker kan til dels sammenlignes med skulpturer, blot er de ikke af bronze og sten, men lavet af flygtige menneskelige handlinger i tale, sang og dans. Som sådan kunne de også minde om teaterforestillinger eller en slags foredrag. Forudsætningerne for hans kunst skal findes i performance- og konceptkunsten, som han i visse værker citerer, og derved introducerer han en genoplevelse af kunsthistorien i nutiden. Men hvad mente vagterne egentlig med ”This is so contemporary”? At det er samtidskunst og noget nyt, er vi helt med på. Måske tager det også lidt gas på sig selv og handler om ’det nye’, i generel forstand? Om den der fiksering på ny teknologi, som gør os til skræppende høns, der løber rundt om os selv i begejstring over den nyeste mobiltelefon, powerbook, ipod eller fladskærm, som hele tiden lover at berige os med ’det nye’. Sehgals kunst skal opleves, alene fordi der ikke er nogen billeder at vise af hans værker. Han skaber ingen dokumentation af sine værker og producerer ingen fysiske objekter. Hans gallerist Jan Mot i Bruxelles viser hans værker ved at udføre dem for galleriets besøgende. Og købere af hans værker, overdrager penge og modtager en instruktionen mundtligt.
(PKE)
Tino Sehgal, født 1976, London.