Luk
Luk

Olafur Eliasson

Local career lamp
National career lamp
International career lamp

Olafur Eliassons lysobjekter på Karriere er som smukke lysende øjne, der ser på dig. De hænger over bordene, over baren og står i hver sin ende af lokalet. De fungerer som lamper og passer som sådan til stedets funktion. Dybe og fuld af farve og intensitet er de svære at få øjnene fra, når du først har fået kontakt. At beskue disse lamper er som at se sig selv se, bogstaveligt talt. De vredne lameller, der skaber lampernes skærm, er beklædt med en folie af mikroskopiske prismatiske strukturer, som spejler rummet omkring sig. Du kan se dig selv og rummet omkring dig i dem. Men folien har også funktionen at bryde lysets bølger og vise dets farve. Således fungerer de både om dagen, når de er oplyst udefra af dagslys, og i mørke, når de oplyses indefra af elpærer. Dermed illustreres, hvorledes farve materialiserer sig, når lys kastes tilbage fra den og rammer vores nethinde. Eliasson er en af verdens mest betydningsfulde kunstnere inden for sit felt. Hans værker har basis i forskning af den menneskelige perception og sansning: Hvorledes tid, rum, farve, lys og sansning finder sted for os. At vi alle er i verden, i kraft af vore kroppe, og at vi med den forståelse kan få indsigt i vores tilstedeværelse i verden. Du kan med andre ord se dig selv se, når du ser ind i Eliassons lysobjekter – og det er et smukt syn. Prøv blot at se ind i øjnene på personen ved siden af dig.
(PKE)

Olafur Eliasson, født 1967, Danmark
www.olafureliasson.net