Luk
Luk

Gardar Eide Einarsson

XXL Bathroom

I en overvældende vandalistisk gestus har den norske kunstner Gardar Eide Einarsson fyldt hele vægge på Karriere Bars toiletter med bred, sort tuschstreg. Det ene forbillede for værket er den traditionelle tuschgraffiti på en hvid væg på toilettet på en bar. En oprørsk handling, en markering af, at man har været der, og et stykke hærværk så vidt som barens ejer nok helst havde været det foruden. Den anden inspiration til værket er det ensfarvede kæmpemaleri, modernismens favoritformat, monokromen. Monokromen handler om en tidslig og fysisk oplevelse, fordi den er for stor til, at man kan se den fra et sted og på en gang. Den oplevelse var tænkt som en frisættelse af beskueren, men kan også opleves som overvældende og angstprovokerende. I Gardar Eide Einarssons værker er det de to billedverdener, som mødes. Graffiti, skaterkultur, hardcore typografi og erfaringen fra gaden støder sammen med den moderne kunsts enkelhed og stramhed. Einarsson synes at sige, at ulydighedshandlinger som at bruge offentlige skulpturer som skateboardbane eller at tegne en tuschgraffiti på det offentlige toilet, faktisk er et forsvar imod en form for undertrykkelse. De hvide vægge, som han angriber med tuschen, udgør en normal i vores samfund, en neutral grund. Ved at kopiere denne normal bare med modsat fortegn – sort i stedet for hvidt, tusch i stedet for malerrulle – viser Einarsson, at selve ideen om en normal, og måden, den ide dominerer alt andet, har en del til fælles med det mest maniske vanvid.

Som Einarsson formulerer det skriftligt i et andet værk:

THOSE WHO AGREE WITH YOU ARE INSANE
THOSE WHO DO NOT AGREE WITH YOU ARE IN POWER
SOME OF THOSE IN POWER ARE INSANE AND THEY ARE RIGHT [Gardar Eide Einarsson, uden titel (Those in Power), 2004]

De, der er enige med dig, er sindsyge/ De, der er uenige med dig, er ved magten
Nogle af dem, der er ved magten, er sindsyge/ Og de har ret

(NH)

Gardar Eide Einarsson, født 1976, Norge

Luk
L_017412 << >>