Luk
Luk

Dan Graham

Dividing Wall

Som en forskydning af barens facade ud på pladsen eller en prisme, i hvilken omgivelserne spejler sig og fragmenteres, bugter en 30 meter lang væg af glas og stål sig midt igennem i Karriere Bars udeservering.
Skillevægge og rumopdelere er almindelige i offentlige rum og på restauranter, men de fungerer sjældent som Dan Grahams Dividing Wall. I stedet for lydabsorberende og uigennemsigtige materialer er Grahams væg lavet af reflekterende halvgennemsigtigt og perforeret stål og glas. Det betyder, at man kan lytte igennem nogle paneler og se igennem andre, og se henholdsvis som man ser gennem et vindue, og som man ser gennem et kighul. Man kan dog aldrig undgå at se sig selv i den reflekterende overflade, mens man lytter, ser eller smugkigger.
Graham bruger skillevæggen som et medie, der bliver kommunikeret igennem, snarere end som en barriere, der skal stoppe kommunikationen. Hans brug af skillevægge udspringer af arbejdet med video i de tidlige 70’ere, som handlede om forholdet mellem publikum og performer. For eksempel Two Consciousness Projections (1972) hvor en mand foran et live publikum filmer en kvinde, der ser det, han filmer, direkte på en monitor, de fortæller så på skift hinanden og publikum, hvad de ser. Senere begyndte Graham at bruge spejle på lignende måder i sit arbejde med at skabe anderledes rumligheder, som kunne sætte spørgsmålstegn ved de grænser, vi normalt navigerer efter.
(NH)

Dan Graham, født 1942, USA